Om

Generelt

Jeg har fotograferet siden 2009. Mine primære interesser er portræt, natur, forladte steder og natural nudes – naturlige nøgenbilleder. Jeg har en forkærlighed for sort/hvid men fotograferer også gerne i farve.
Til tider skyder jeg analogt, altså på rigtig film og fremkalder selv negativerne.
Generelt om min fremgangsmåde: Jeg foretrækker at fotografere udendørs i naturligt lys, hvor det kan lade sig gøre. Jeg retoucherer minimalt og foretrækker at lægge mine kræfter i optagelsen samt den overordnede efterredigering – farver, kontrast og så videre. Jeg fjerner generelt meget få pletter, mærker og urenheder fra mine billeder.

Portræt

For det meste laver jeg portrætter udendørs, hvor dagslyset er min lyskilde. Jeg kan dog også indfinde mig i et studie når muligheden og ideen er der. Mine portrætter forsøger jeg at gøre så naturlige som muligt. Jeg afholder mig fra at lave “marcipanhud” og fjerne pletter, dutter og dimser. Jeg synes hudens struktur er med til at fortælle historien om et menneske og derfor ønsker jeg at bevare den mest muligt. Af samme årsag anbefaler jeg også kun minimal brug af make-up. Jeg ønsker ikke at skabe portrætter som lige så godt kunne være taget af den lokale skolefotograf, men gerne portrætter som er lidt mere skæve, afslappede og naturlige. Som underkategori til portrætterne har jeg forældre med børn. Det er naturlige, legende, lette billeder af forældre med deres børn – sat i omgivelser der ikke fastlåser mulighederne for udfoldelse.

Naturligt nøgen

Naturligt nøgen er mit navn for den kategori af nøgenbilleder, jeg foretrækker. Det er billeder med en kropspositiv tilgang, hvor modellens velvære i egen krop er essentiel. Det handler om at vise kroppen og mennesket som naturen har skabt dem – med alle uregelmæssigheder, skævheder og ikke mindst herligheder, frem for snyd og bedrag og et poleret glansbillede med Photoshop.
Her er alder (18+), køn og udseende ikke vigtigt – alle kan bruges, blot du føler dig tryg uden tøj på.

Jeg søger altid modeller til både portræt og naturlige nøgenbilleder.

Hvis du har kommentarer, spørgsmål, ønsker at blive fotograferet eller købe et print, kan du kontakte mig her:

Facebook

Instagram

og .